Hans Rudolf Nielsen

1839-01-14

Ved Poul Nielsens Søn Hans Rudolf Nieldsens Død ses følgende i et af de lokale dagblade. 

Jordfærd. 

I Mandags begravedes Hans Rudolf Nielsen under stor Deltagelse paa Jetsmark Kirkegaard. Efter en smuk Højtidelighed i Øster Pilgaard hvor Svigersøn, Lærer Ladefoged Gaarde, tolkede Børnenes og Slægtens Tak og Sognepræsten holdt Andagt, førtes Kisten til Kirken, der var smukt pyntet. Til Baaren var sendt en mængde Kranse, bl.a. fra Jetsmark Menighedsraad, Hvertbo Herreds Sparekasse, Tilsynsraadet, Direktionen og Revisorerne for Hvertbo Herreds Sparekasse, Heste-avlsforeningen. Der var mødt 400-500 Mennesker for at vise Afdøde den sidste Ære.

Efter Salmen "Lovsynger Herren min Mund og mit Indre" talte Sognepræsten Pastor Pedersen, ud fra Lignelsen om de betroede Talenter og især Ordene "Vel, du gode og tro Tjener, du har været tro over lidet, jeg vil sætte dig over meget, gaa ind til din Herres Glæde." 

Denne Lignelse kom jeg til at tænke paa i Anledning af Hans Pilgaards Liv. saadan som jeg har været Vidne til det. Han var en af dem der var meget betroet, han var en arbejdsom Mand, der aldrig sparede sig selv, der er maaske faa Mennesker, der har arbejdet som Hans Pilgaard, skønt han i og for sig, ikke havde der nødigt, men han var en tro Tjener og varetog sin Gerning som saadan. 

Alle, der lærte Hans Pilgaard at kende, fik Tillid til ham, han var ubestikkelig og redelig i al sin Færd. Han sagde sin Mening rent ud, og den stod han bagved. 

Hans Pilgaard var en god og redelig Kristen, der havde fundet Vorherre og fortrøstede sig til ham og lod sig bære af ham, fra sin Ungdom har han haft sin Plads i den kristne Menighed og var trofast til at komme i kirke, naar vi samledes om Søndagen, han var med til at bære Gudstjenesten.  

Præsten sluttede bevæget sin Tale med trøstende Ord til de Efterladte. 

Derefter bares Kisten ud til Graven, hvor Pastor Pedersen forrettede jord-paakastelse, og Lærere Frederiksen bragte Familiens Tak. 

Følget samledes derefter i Øster Pilegaards Lade, der var omdannet til Sal, og ca. 300 bænkedes omkring Kaffebordene. Her blev sunget en del Salmer og talt af Lærer Frederiksen og Sogneraadsform., Grd. Kr. Hollensen tolkede Naboernes Tak og udtalte, at man vilde bevare og værne Mindet om Hans Pilgaard i dyb Taknemmelighed. Amtraadsmedlem Søren Enevoldsen, Hune, udtalte en Tak for det gode Samarbejde i Hvertbo Herredes Sparekasse, Sognerådsmedlem, Købmand P.F. Pedersen, Pandrup, takkede for den Tid Hans Pilgaard sad i Sogneraadet. Rentier Vestergaard, Kaas, fremdrog Ord fra Samtaler med Hans Pilgaard, Fru Stations-mester Pedersen, Kaas, takkede fordi Pilgaard altid tog vel imod Indsamlinger til kristelige Formaal. Gaardejer Nielsen, Gammelgaard, Lundsgaards Mark, der i seks Aar tjente i Øster Pilgaard, fortalte mange Træk fra de Aar, Træk der alle understregede Sandheden i det, der af andre var udtalt. Til sidst udtalte Enkefru Pilgaard sin dybtfølte Tak." 

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang